Sommerpausen er slut, dagbogen er tilbage...
Lørdag d. 21/8-2010
Så går den ikke længere -sommerpausen er slut og det er på tide at dagbogen vender tilbage....
Jeg havde ikke planlagt nogen pause, sådan blev det bare... Jeg har været træt, ikke fysisk træt, men mentalt træt. Efter en sommer med masser af overspringshandlinger har jeg nu bestemt at få indhentet det forsømte så godt jeg formår....
Sidst i Juni gik tingene stille og roligt fremad, vi var mere hjemme og alle nød det! Marie havde lyst til meget mere, når vi var hjemme og vi endte med at flytte hendes seng ind i stuen for hun skulle alligevel have en ny seng på værelset. På den måde kunne vi være sammen, også når hun trængte til at ligge ned..
Onsdag d. 30. Juni kørte jeg Nanna til hendes 1. festival, Nibe festivalen, og det passede ikke Marie supergodt at jeg skulle afsted med hende -"det kunne bedste bare gøre".. Men Marie skal til igen at dele mig med de to andre, og nogle gange skal de også bare ha' deres mor (og deres mor skal ha' dem..) Så Nanna blev fulgt til festivalpladsen på behørig vis, og jeg som selv elsker at tage på festival, håbede at hun ville få en fantastisk oplevelse... Men uh -store børn man pludselig har :o) Det værste var faktisk at hun skulle være deroppe på sin fødselsdag!! Et var at jeg syntes jeg gav slip og gav hende lov til at tage med -noget helt andet var da det gik op for mig at hun havde fødselsdag imens..!! Den løste jeg ved at købe billet til fredag, så kunne Jonatan, Marie og jeg komme derop, høre lidt musik, få sagt TILLYKKE og tage hjem igen og lade Nanna have sin festival alene...! Det havde Marie også glædet sig meget til, og vi havde fået indkørselstilladelse på pladsen, så vi ikke skulle bumle hele vejen igennem  skoven -og vi havde bestilt en vogn til at køre os derop... Maries kørestol kan nemlig ikke være i min egen bil, fordi den ikke kan klappes sammen.
Onsdag og torsdag havde Marie fået ondt i maven og kastet op når hun fik medicin, men natten til fredag hvor vi sov på sygehuset var det helt galt... hun havde så ondt hele natten, lå hele tiden og ventede på hvornår hun igen måtte få smertestillende, mens hun bare jamrede.. Da der var stuegang fredag formiddag, kastede hun meget belejligt op mens lægen var på stuen -hendes opkast var helt mørkegrønt, og Jon var ikke helt tryg ved det.. Han forberedte os på, at vi nok ikke skulle regne med at komme til festival alligevel (-hvilket Marie var bedøvende ligeglad med) han fik fat i en mave/tarm kirurg og fik arrangeret en akut ultralyds-scanning fordi han havde mistanke om blindtarmsbetændelse. Marie havde på det tidspunkt så ondt, at hun protesterede vildt når de rørte hendes mave -hvad de jo var nødt til for at undersøge hende! Kirurgen foreslog at holde hende under opservation dagen igennem, med endnu et tilsyn til aften, fordi de helst ville undgå at skære i hende og der var en chance for at det kunne gå i sig selv igen. Ultralyden blev foretaget af en dygtig overlæge, med det fantastiske navn Grasiella, og det var tydeligt at hun ikke var tilfreds med det hun så -og hun kørte Marie direkte i ct-scanneren. Det viste sig at Marie's blindtarm havde det fint, men hendes galdeblære var 12 cm i diameter (normalstørrelse skulle være som en tommelfinger..) og de var bange for at den skulle springe, hvilket kan være ret kritisk. Omvendt var man også kede af at fjerne den helt, så planen blev at der skulle lægges et dræn som skulle lede betændelsen væk og så holde tæt øje med hende vha ultralydsscanninger. Det blev sent om aftenen inden hun kom på OP, hun skulle i respirator under indgrebet og jeg blev forberedt på, at det ikke var sikkert hun kunne klare at komme ud af den igen lige med det samme, og at hun skulle på intensiv bagefter.. Åhh -man kan hurtigt blive slået tilbage!! Bedstemor og bedstefar kom herud, det var rart med selskab i ventetiden.. Det er ikke noget stort indgreb, men da der var gået et par timer syntes jeg ikke det var sjovt længere. Sygeplejersken der var på nat, var her alene og havde travlt med andre patienter, og da tlf på kontoret havde ringet et par gange uden at blive taget, var jeg sikker på at det var fra intensiv som ville sige at hun var færdig... Så jeg listede derover, men nej, ingen Marie der!! En af sygeplejerskerne var sød og gå på OP og undersøge hvordan det gik.. Det viste sig at de havde haft problemer med at stikke igennem, dér hvor det var meningen -og de havde derfor kontaktet vores søde afd.læge Jon fordi de alternativt kunne lægge drænet gennem leveren, men hvad sagde han til det? Det var, som jeg forstod det, også et spørgsmål om hendes trombocytter var høje nok til det, fordi det ville bløde mere på den måde. Jon bor ½ times kørsel fra afd. og mit hjerte røg lige op i halsen da jeg pludselig så ham komme blæsende igennem afd. kl lidt i 2 om natten, for hvorfor  skulle han køre ind på sygehuset midt om natten, hvis der ikke var noget galt??? Heldigvis ringede de 5 minutter efter fra intensiv og sagde at Marie var vågnet... Vågnet!!! Det betød at hun var kommet ud af respiratoren... hep hep og hurra!! Min seje unge's lunger var stærke nok til at klare sig uden respiratoren.. Dét var en sejr i sig selv! Vi blev installeret på intensiv, hvor vi skulle være minimum et døgn, fik sendt bedsterne hjem i seng og da klokken var tæt på 04.30 sagde vi godnat... Allerede ved anlæggelsen af drænet havde de tappet 460 ml væske -ikke noget at sige til at det havde gjort ondt!
Næste morgen startede allerede ved 8-tiden, hvor der var vagtskifte og Marie skulle ha' morgenmedicin osv. -der er ikke meget ro på intensiv!! Marie havde det rigtig godt, og faktisk fik vi lov at komme op på "vores" afd. om eftermiddagen... Dejligt!!
Bortset fra det væske der var kommet om natten, kom der ikke mere -og spørgsmålet var så om der ikke var mere væske, eller om drænet var stoppet til? Bingo.... et stk stoppet dræn allerede efter 12 timer :o( De næste mange dage blev Marie ultralyds-scannet flere gange for at holde øje med om der igen samledes for meget væske -og det gjorde der! Så efter en uge, samme dag som Marie skulle ha' haft fjernet drænet, blev beslutningen at drænet skulle skiftes... Åh, hvor var hun ked af det! I samme ombæring skulle hun så ha' skiftet sit midlertidige cvk ud med at mere permanemt et af slagsen, og det glædede hun sig til gengæld til! Så endnu en gang afsted til OP og narkose... og endnu en gang tog det umanerlig lang tid. Heldigvis havde vores søde sygeplejerske Camilla insisteret på at følge med derned og bliver dernede undervejs (faktisk mødte hun ind klokken 10, selvom hun havde aftenvagt og derfor først havde fri kl 23..!) Hun kan være meget overbevisende når hun sætter sig det for, og hun havde fået overlægen med på at forsøge at få hul igennem det allerede eksisterende dræn, istedetfor at skifte det ud. Og det lykkedes!!  Det samme kan man ikke sige om cvk-skiftet.. efter at ha' forsøgt at anlægge det 5 steder og operationstuen lignede det Stockholmske blodbad opgav de, og hun endte igen op med et midlertidigt cvk og en temmelig molestreret venstre skulder/bryst -øv øv øv øv ØV..!!! Det er sidste gang hun skal være forsøgsklud for læger der skal lære at lægge et centralt vene-kateder -næste gang insiterer jeg på at det skal være en af de gamle garvede læger der stikker i hende!
Marie var meget ked af det da hun vågnede, og resten af dagen var hun helt elendig.. og jeg kunne virkelig godt forstå!! Dagen efter var det faldet lidt på plads og hun var meget bestemt på ét punkt; drænet skulle ud inden hendes fødselsdag!! Basta, det var slet ikke til diskussion..
Og det kom ud inden -2 dage inden!! De første dage indtil hullet havde lukket sig, lækkede det en del, og kostede både sengetøj og tøj, for jeg skulle hilse og sige at galde IKKE kan vaskes af... tro mig det er forsøgt. Men skidt med det, hovedsagen var at Marie's galdeblære nu fungerede uden problemer... 
Dagen efter at drænet var taget ud, var det lørdag og der var planlagt store hyggedag på campingpladsen hos bedsterne, sammen med onkel Peter og hans familie.. Der var tallships-race i Aalborg og den lørdag sejlede de ud fra Aalborg -og vi sad ved kanten af limfjorden med kaffe i koppen sammen med hundredevis af andre og så på de smukke sejlskibe der kom forbi. Marie var installeret i forteltet på drømmeseng og luftmadras, og kunne derfra se ned på skibene -hvilket hun nu hurtigt blev træt af, men hun hyggede sig stort med dvd og selskab af fætter Rasmus.