Som tiden dog flyver...
Tirsdag d. 8/6-2010
Så bliver der lige et lille nyt input herfra...
Vi har stadig base i Aalborg, og Marie får det bedre og bedre :o)
Når det er sagt, er jeg bare på 100% hele tiden.... og grundformen er ved at være lidt slidt, så det er meget nemt at fylde de få fri-øjeblikke jeg har, med facebook eller en god bog, hvis jeg da ikke sniger mig til at snakke med andre forældre på gangen!! Der er udviklet et nyt begreb her på afd.: "mor-kald".... 3 ud af 4 gange der bliver Marie rykker i snoren, er det for at få fat i mig.... "Kan det virkelig tage så lang tid at hente en kop kaffe??"
Marie er SÅ ked af at være syg, og har været så trist så trist.... Mange kampe har vi kunne klare sammen, men siden sidste dyk har hun snakket meget om at hun hellere ville være død, end at blive ved med det her elendige liv... Og det er næsten mere end jeg kan magte, for det er jo min største angst i alt det her som hun rækker ud efter og længes efter indimellem. Og det er ikke fordi jeg ikke godt kan forstå at hun er led og ked af at være syg, men jeg synes det er skrækkelig hårdt at rumme.... for hun skal ha' lov at give udtryk for sin frustration -og jeg er lige præcis den hun skal være så tryg ved at hun tør sige det... men det har kostet tudeture og afmagtsfølelse fra min side! Der er to af dem som blev transplanteret ca samtidig med Marie, som fik tilbagefald først på året -og begge to er døde indenfor de sidste 14 dage, og det er så ubærligt.... De havde også kæmpet bravt og havde nået alt alt for lidt af det de skulle i dette her liv, og det er helt sikkert også medvirkende til at jeg er meget bevidst om hvor skrøbeligt det her er -og at vi stadig er langt fra mål, selvom det går fremad i fin stil..
I takt med at hun får det bedre, stilner snakken om at ville dø heldigvis af, men Marie føler sig meget anderledes og meget alene... Hun er meget bevidst om at folk glor på hende, når vi er ude, og hun er bange for aldrig at blive "normal" igen. Hun som har glædet sig sådan til at komme tilbage i skolen, snakker nu om, om hun ikke bare kan få lov at blive undervist derhjemme?! Bare tanken om at der er kommet en ny pige i klassen mens hun har været syg, er nok til at gøre hende usikker på sin plads der.. Nogle dage føler hun sig helt alene i verden, savner at have venner at lege med, eller at der er nogen der har sendt et brev eller en tegning... Men når vi er sammen med andre, trækker hun sig alligevel tit, fordi hun ikke kan leve op til sine egne forventninger.... Inde i sit hovede er hun jo stadig den gamle Marie, og gør sig sine forestillinger ud fra det -og så gør det ondt at blive konfronteret med virkelighedens begrænsninger!! En dag græd hun og sagde "jamen, mor -jeg bliver jo aldrig mig selv igen... Jeg kan ikke forklare det, du forstår det ikke...." og  det tror jeg faktisk godt jeg gør, men når man er 8 år og bare gerne vil være som man var før -hvad kan man så bruge det til?? For hun bliver aldrig den samme som hun var -der er røget noget uskyld og ubekymrethed som aldrig kan komme tilbage -men derfor kan hun jo godt få det godt og dejligt og sjovt igen.... det bliver bare aldrig som før! Og det samme gælder for så vidt Nanna, Jonatan og mig selv...
Men nu til de virkelig gode nyheder: Marie spiser!! Hun spiser så godt at hun ser ud til at kunne klare sig selv, uden hverken sondemad eller paranteral ernæring.... og det er virkelig stort når man tænker på hvor længe hun ikke har spist!! Vi er væk fra afdelingen flere timer hver dag, det er dagens højdepunkt at blive koblet fra og komme ud i den virkelige verden :) Så er det for Marie's vedkommende bedøvende om det øs-regner -vi skal ud!!
I fredags var der open by night i Aalborg, og vi slog alle rekorder og var ude i 5 timer.... Hvis ikke Marie var løbet tør for ilt, havde vi nok været ude længere, for det var hyggeligt!!  Lørdag var det fætter Kaspers fødselsdag der var på programmet, og her blev Marie nok ramt af at have haft lidt for høje forventninger... Hun plejer jo at være en del af den kæmpeflok af børn der leger over det hele -heldigvis havde bedste tid til at læse historier for hende (og for oldefar..) og da vi spiste aftensmad tilbage på afd. sagde hun med at stort smil: "skål for en dejlig dag..!"
Søndag var det så bedstefars store dag, og Marie havde glædet sig big time.... Åhh nej, tænkte jeg da hun vågnede med ondt i maven!! Kunne det være fordi hun trængte til at komme på toilet? Nej!!  Var det mon noget som hun skulle ha' smertestillende for? Neej, det mente hun bestemt ikke.. Jamen, hvad så? :hun var så spændt på hvad bedstefar sagde til hendes gave....!! Hun havde været med nede hos glashuset og bestille en skytsfisk til ham ;o) Hun har selv en skytsengel dernedefra, men det syntes hun alligevel var for tøset.... Bedstefar er en glad lystfisker, så han skulle ha' en skytsfisk.. Jeg spurgte dumt, om det så ikke hed en lykkefisk, men nej; den skulle jo ikke bringe lykke, men passe på ham... Og heldigvis blev bedstefar lige præcis så glad for gaven, som hun havde håbet på.. Hun havde en dejlig dag sammen med familien, og når hun ikke kunne være med på trambolinen sammen med drengene, kunne hun da istedet smøre madpakker til næsten hele banden... Det blev vel modtaget, skulle jeg hilse og sige.
Klokken 21.30 var vi tilbage på afdelingen, begge to godt brugte, men glade...
Idag skulle vi ha' været til kontrol på Riget, men i 11. time igår fandt en af lægerne derovre ud af, at det nok var at skyde gråspurve med kanoner at Marie skulle flyves derover og tilbage igen, for at komme til kontrol, når nu hun er i Aalborg og bliver set på af læger hver dag, samtidig med at der bliver taget blodprøver hver dag... Så det blev en telefonkonference istedet og vi jublede alle mand...! (Måske på nær de mennesker der har brugt masser af timer på at få det hele til at klappe.. -og dog!) Så idag fik vi en uventet fridag, og Marie benyttede lejligheden til at gå tur med bedsterne, så kunne jeg gå i et langt bad, skrive dagbog og sove til middag... Jeg nåede de første to ting
Torsdag d. 10/6/2010

I nat sov vi dårligt -uden at jeg kan sige hvorfor... Jeg vågnede med en kæmpe hovedpine, og havde bare lyst til at blive under dynen. Ikke en mulighed!!  Til gengæld kom vores søde sygeplejerske med vand og panodil, og det var slet ikke så tosset med lidt roomservice..
Marie og jeg spiste morgenmad sammen.. Det er noget helt nyt, for Marie synes egentlig ikke hun behøver spise andet end aftensmad, men stillet overfor at hun ellers vil få sondemad i løbet af dagen -ja, så kan hun godt spise lidt alligevel. Chokolademorgenmad med sødmælk, det dur.
Bagefter skulle vi ud og gå tur, uanset at det stod ned i stænger... for hendes far kom på besøg idag og senere Marie's elskede klasselærer -og hvornår skulle vi så ellers få tid til at gå tur?? Hendes far nåede at komme inden vi kom afsted, og fik derfor fornøjelsen af at komme med i fætter BR -hvor vi bliver mødt med "Hej igen"... Vi er garanteret deres mest trofaste kunder for tiden!! Tilbage på stuen blev hun puttet under dyne og tæppe, fik serveret the, og fik varmen mens far læste historie.
Da Lotte kom havde hun breve og tegninger med fra hele klassen, og hun havde taget en masse billeder af klassen som Marie kunne se.. Skønt at se Marie nyde det hele!!
Det har været store besøgsdag idag, for til aften kom moster og fætrene og skulle spise med. Vi fik cuvettesteg for tredie gang i denne uge -Marie spiser rødt kød og bearnaisesovs som en voksen mand.... Hver dag!! Må jo ha' brug for proteinerne.
Mellem besøgene nåede jeg lige et ultrakort møde med socialrådgiveren som er tilknyttet afdelingen her. Jeg har bestemt at Nanna skal gå på efterskolen et år mere -selvom jeg egentlig ikke har råd til det... Men vi er nok ikke færdige med lange indlæggelser, hvor gerne vi end ville, og så skulle Nanna gå på gymnasiet, være alene hjemme og klare sig selv 16 år gammel og bekymret for Marie.... Det synes jeg ikke er rimeligt!! Så er det bedre for hende at være i trygge rammer, omgivet af venner, på efterskolen.. Jeg havde håbet at kommunen ville kigge på hele vores families situation og yde et tilskud, men det vil de ikke! Så nu skal der søges fonde og  legater -der skal nok findes en løsning!! Nanna er selv jublende glad for at få et år mere på Ø.U... i det hele taget er hun glad for tiden -hun har nemlig fået lige ham hun ville ha', hun har fået en kæreste selvom hun ikke har spurgt om lov først (Marie var sikker på man skulle ha' lov af sin mor...)
Nu vil jeg snart flytte rundt på møblerne, på vores lille bitte stue, som jeg gør hver aften, så der kan blive plads til min gæsteseng ved siden af Marie.. og så vil jeg nyde at der var ro efter noget der endte med at være en god dag, så tidligt at jeg også kan kravle under dynen inden klokken er 22.30..

Lørdag d. 12/6-2010
I nat sov vi for første gang lææænge, rigtig godt :o) -og så helt til kl 9... det kan mærkes på både mor og datter! Vi lå og hyggede så længe at klokken var tæt på 11 inden vi spiste morgenmad.
Derefter blev Marie koblet fra, og på trods af sol og fint vejr hele formiddagen endte vi med blæst og regn på vores gåtur.... Sol, sol kom igen!!! Vi satser jo på solens varme til at give styrke og fremskridt, men lige nu synes jeg vi kigger lidt for langt efter den sol !! Det er efterhånden fast rutine, at der skal varm kakao eller the til at varme os op når vi er hjemme igen, og det er jo også ret hyggeligt -når det er efterår!!!
Mens Marie puttede under dynen med en stor stak reklamer, fik jeg bugt med min efterhånden lidt for grå hårpragt -noget underligt noget at gå og rode med på et sygehus-badeværelse, men lige for tiden er det altså vores badefaciliteter, og det fungerede jo meget fint!!
Til aften kom bedsterne med aftensmad -Marie havde bestilt kartoffelmos og mørbradbøf i flødesovs!! Vi er de eneste på afdelingen i aften, og med Jonatan, fætter Kristian og fætter Kasper (som bedsterne var barnepige for) kunne vi fylde bordet i spisestuen.. Helt hyggeligt :o) Flere gange sad jeg og kiggede på min efterhånden store dreng, og blev helt varm om hjertet -for altså, han er en ualmindelig dejlig dreng.. tænk engang, at han er min søn.. Vildt!!
Efter maden -og den obligatoriske is til dessert- blev vi enige om at spille et spil; Marie, bedste, Kristian, Jonatan og jeg.. Bedstefar foretrak et blad, Kasper foretrak computeren! Jonatan er ikke verdens bedste taber, og efter at have svaret forkert -som den eneste- knækkede filmen for ham; han ville ikke være med alligevel og sad og mulede, med hovedet gemt i armene. Det stak lidt dybere end til spillet og da jeg fik ham på tomandshånd, brød alle forsvarsværker ned og han græd og græd og græd... Den store dreng er jo bare en lille dreng på 12 år, som savner at have en normal familie og en normal hverdag. Han (og Nanna..) betaler også en høj pris for denne her *biiip* sygdom -det er bare ikke så synligt. Han er supersprød og meget følsom, men har gemt på det hele, fordi han ikke kan lide at sige at han er ked af det, og fordi han ikke vil være sådan en der tuder og gør andre ked af det. Han var dybt ulykkelig, og det kommer frem at han tror at det er hans skyld at vi skal være så længe på sygehuset, at Marie var i respirator og at det vil være hans skyld hvis Marie dør -for det er ham der har givet hende en dårlig knoglemarv..... Åhh, det er f..... også en hård byrde at bære på hans 12årige skuldre!! Den skyldfølelse ville ingen jo kunne holde ud.. Vi skal bare hjem snart, det kan kun gå for langsomt!! Vi skal være sammen, være en familie der klarer tingene sammen og får snakket, ligesom vi plejer.. Marie har hjemve, savner sine ting, sin kat og trænger til blive af-hospitaliseret. Jonatan trænger til at bo rigtigt derhjemme, ikke bare være der om eftermiddagen efter skole. Han savner at sove i sin egen seng og han
trænger til ha' sin mor, når han har brug for hende. Jeg trænger til at være mor for alle mine tre unger, og bruge mere tid på lektier og tøjvask og madpakker end på blodprøver og saturation, jeg drømmer om at sidde i min egen sofa og grine af Mick Øgendal, sammen med Jonatan, når Marie sover trygt og godt på sit værelse -jeg glæder mig til at sidde på min terasse en sommeraften, med en kop kaffe og egentlig godt vide at det er laaangt over ungernes sengetid, men....  Jeg vil rigtig gerne kunne tage  til forskellige arrangementer på Nanna's efterskole og være hendes lettere pinlige mor, når hun skal være sammen med kæresten og vennerne i weekenden..
Nu er det langt over min sengetid, men var nødt til at skulle ha' ryddet lidt op i det lille hovede inden det rammer puden. Og imorgen starter projekt
hjælp Jonatan... Hele familien er vist ved at være klar til en gang terapi, og Kræftens Bekæmpelse er måske et meget godt sted at starte?!!
Torsdag d. 17/6-2010

Nu er det snart ved at være et par dage siden jeg fik læsset af her på dagbogen, og de sidste gange jeg har skrevet, har det været tunge ting jeg havde brug for at læsse af...
Sådan er det heldigvis ikke altid..!! Jeg er jo omgivet af en masse gode mennesker der bare vil os det godt :o)
Jonatan havde det helt godt, efter at ha' lettet sit hjerte -og selvom vi to gange her i ugen har planlagt at han skulle komme herud og holde fridag, har han begge gange aflyst det fordi der lige skete noget i skolen som han gerne ville være med til! Imorgen formiddag kommer han, det skulle være sikkert og vist... Først skal han snakke med en af de søde sygeplejersker herude, som kører "søskendeprojekt" -hun har tidligere været med til at bære igennem i et andet tilfælde af stor skyldfølelse hos en søskende-donor, så mon ikke de kan få en god snak?! Senere på dagen skal Jonatan og jeg til samtale hos Kræftens bekæmpelse, hvor det er meningen at han skal have et par samtaler sommeren over  -hvorefter der til August skulle være en plads til ham i en søskendegruppe.. Jonatan siger selv at han jo ikke er ked af det mere -men alligevel vil han gerne med til samtalerne, for det kunne nu være meget rart at snakke med en, som kender en masse til hvordan det er at være i en familie hvor kræft bestemmer så meget..
I forhold til Nanna og efterskole har Henrik været så sød at lave det store arbejde med at søge legater -det er en jungle!! Sygehuset har indstillet os til et legat og idag var der i min mail et tilbud fra en venlig sjæl der tilbød at lave en indsamling og støtteside via facebook... Det summer jeg lige lidt over, men en ting er sikkert; vi har et fantastisk netværk og hvor er der mange mennesker med hjertet på rette sted :o) :o)
I disse dage har vi ikke set bedstefar ligeså meget som bedstemor, han har nemlig travlt med at bygge den fineste "platform" hjemme foran vores hoveddør, så vi kan få en rampe sat op sådan at Marie's kørestol kan komme ind... Idag er der blevet leveret en ilttank derhjemme, så vi har Marie's ilt lige ved hånden og der er blevet bestilt transport hjem på lørdag... så i overmorgen skal tilbringes hjemme på matriklen om, alt går vel... 1. gang i næsten et halvt år -dét er helt surrealistisk og hold nu op hvor vi glæder os!!! Vi skal tilbage på afdelingen og sove, men Marie er ikke et sekund i tvivl om at vi skal hjem igen søndag....

Lørdag d. 19/6-2010
Bamse har et godt ord, for den følelse vi har haft idag... glædelse!
Jonatan sov hos os i nat, han og Marie lå ved siden af hinanden og snorkede da jeg listede i seng ved 23 tiden.. Dejligt syn!! Marie var ved at få kolde fødder inden sengetid, for når hun vågner om natten plejer vi at holde i hånd indtil hun sover igen... Jeg lovede hende at det ku' vi stadig gøre, jeg skulle nok stå ved hendes seng indtil hun sov igen! Hun plejer nemlig at sove meget godt for tiden -men ikke i nat selvfølgelig :o) Hun var vågen 100 gange, så det var et par trætte damer Jonatan holdt morgen hygge med... I aftes spiste hun heller ikke aftensmad, for første gang længe, så hun fik energi-drik i sonden da hun var faldet i søvn!! Vi regner med, at det har været en hel sommerfuglefarm i hendes mave som har dæmpet appetitten og holdt hende vågen, for det at skulle hjem idag var kæmpestort; større end både jul og fødselsdag -og som Jonatan helt rigtigt siger, så kan man altså ikke sove hele natten før sin fødselsdag!
Kl 12 blev vi hentet af NT handicapkørsel, og det var en skøn skøn følelse at sidde der på vej hjem med både Marie og Jonatan -det var jo lige så stort for ham at vi skulle hjem!! Hjemme ventede bedsterne (for jeg var faktisk lidt i tvivl om Marie's limosinekørestol kunne komme omkring hjørnerne derhjemme) og Kasper og moster, så det var en hel velkomstkomite der stod der... Vi kunne sagtens komme omkring hjørnerne -det er på milimeter at det kan lade sig gøre ind til Maries værelse, men det kan lade sig gøre!!
Første stop for Marie, var i hendes egen seng! Godt puttet under dynen ville hun bare gerne være alene og høre noget stille musik.. Efter et stykke tid, ville hun gerne ligge og tegne -stadigvæk alene med lukket dør. Vi havde sat babyalarmer op, så hun nemt kunne få fat i os og mens vi drak kaffe blev vi kaldt ind på skift :o) Inden bedste nåede til kagen, var musikken slukket og Marie ville gerne ha' læst historie. Da bedsterne kørte hjem overtog jeg højtlæsningen, mens hun fik medicin og da vi var færdige med det var hun klar til at komme med ind i stuen. Tror hun brugte de par timer til at lande og bare nyde at hun var hjemme!! Inde i stuen spille Jonatan computer og Marie ville gerne spille wii.. Det var intet mindre end en fornøjelse at gå og gøre maden klar, mens ungerne spillede side om side. De havde i fuld enighed bestemt at vi skulle have Raclette, og det var rigtig hygge-snakke-mad som passede lige til sådan en helt speciel dag. Marie skålede flittigt "på en dejlig aften" og inden vi fik set os om, var  det hentetid igen. Det var helt vildt dejligt at være hjemme igen -det kan næsten ikke beskrives- og heldigvis går turen hjem igen imorgen!! Der skal Marie og jeg være alene hjemme, for Jonatan skal på herretur til Jyllandsringen sammen med onklerne, bedstefar, fætter Rasmus og sin bedste ven Andreas.
Den dårlige nat og den gode dag havde tæret hårdt på Marie's kræfter og hun sov inden taxa'en var ude af byen, men hun er helt klar på at gentage succesen imorgen!
Jonatans samtale hos Kræftens Bekæmpelse gik helt godt, og han er blevet lovet en plads i søskendegruppen efter sommerferien.. Og han er frisk på at gi' det en chance, selvom han godt synes det kan blive til lidt for meget snak og lidt for lidt action.  
Søndag d. 20/6-2010

Skøn skøn dag derhjemme..... Marie's CRP var ellers steget en smule her til morgen, men hun havde det fint og var allerede i antibiotika-behandling, så vi skulle bare love at holde øje med temperaturen derhjemme!!
Vi havde aftalt at vi skulle se en film, når vi kom hjem, men Marie kom liiige igang med at spille Wii, så om det var ok at hun spillede først?? Mon ikke, så kunne jeg nyde at sætte vasketøj over og lave kaffe (og ja, jeg ved godt at det går over igen, men lige nu er det helt vildt dejligt at kunne!!)
Da kaffen var lavet, og bedstemor var kommet med kage (uventet bonus!) var det tid til filmhygge. Lige da filmen var slut kom Signe og hendes mor cyklende forbi -Signe havde fået ny cykel der skulle luftes.. Det var Marie ikke forberedt på og hun var meget stille, og skulle ikke med ud og se cyklen.. Men hun ville gerne se den en anden dag, hvor vi aftaler med Signe hvornår hun kommer! Hmm...
Marie kom ind i sin seng for at hygge-hvile-putte med Marius, som var så kedelig at falde i søvn midt idet hele, så Marie fik lyst til at være sammen med Cille -vores nabo og Marie's veninde.. Det havde Cille heldigvis også lyst til, så de to damer hyggede på værelset mens bedste fik handlet ind og Joann og jeg fik tømt godt ud i skur og carport -mens vi drak kaffe! Tænk at det kan være så dejligt at smide ud til storskrald... :)
Mens Cille skulle hjem og spise, lavede Marie mad med bedste -det skulle være en overraskelse for mor!! Skønt bare at sætte sig til bordet, hvor en forventningsfuld pige venter på reaktionen... Og pandekager med laksefyld, dét var lækkert, passede lige til sådan en pigedag!!
Efter maden var der lige tid til lidt mere filmhygge med Cille, og da jeg kom og sagde at vi blev hentet om lidt, lød det: Neeej, ikke endnu mor!
Træt men glad pige kom tilbage på afd. og ventede med højt humør på "fru læge" der skulle kigge på Marie, pga den forhøjede CRP og temp... kl 22 opgav Marie at vente, faldt i søvn og opdagede slet ikke at hun blev undersøgt, fik skiftet plaster og blev fundet i god form....

Mandag d. 21/6-2010
Endnu en god dag... Crp er faldende, det samme er temperaturen...
Vi har været til National hotdog dag, hvor alt overskud gik til Familier med kræftramte børn -det var vi da nød til at støtte op om ;o) Behøver jeg sige at vi havde bedstefar med??? Marie var ikke vild med arrangementet, musikken var sindsygt høj og på trods af ørepropper var hun ved at blive tosset af det.. Hun havde heller ikke lyst til hotdogs, men måtte pænt ventet til vi andre havde fået spist vores... på vej tilbage kom vi forbi McD og de ku' til gengæld friste damen -så vi fik endnu en spisepause på turen, hvor hun og fætter Rasmus fik pommesfrites!
I aften skal jeg tidligt i seng!! (ok, kl er allerede 23.30, men jeg skulle ha' været tidligt i seng...) Vi bliver hentet imorgen tidlig kl 7, hvor vi bliver kørt ud til flyveren -turen går til Riget til kontrol, og der kommer ingen computer med denne gang. Vi skal nemlig selv ha' ilt med, da man ikke kan regne med at der er ilt ombord på alle fly...??? Vi skal tilbage til Aalborg onsdag formiddag, og alligevel kommer jeg til at slæbe bagage ombord: prinsessen tager nemlig ingen steder uden sin egen dyne, så er der 4 flasker ilt (i tilfælde af forsinkelse skal vi ha' ekstra med..) rent tøj, højtlæsningsbog, lydbøger, medicin und so weiter -nope der bliver ikke plads til pc denne gang..
Søndag d. 27/6-2010

Vi er her endnu  Carsten Heilmann på Riget var meget tilfreds med Marie og vi kom hjem helt som planlagt onsdag formiddag!! Vi fløj denne gang, for at spare tid -og det kan godt være vi sparede et par timer, men næste gang kører vi vist igen... For søren hvor er der mange afbrydelser i rejsen når man flyver, hvor ting kan gå galt -som f.eks diskussion om hvem der skulle løfte Marie ned fra flyveren, og hvordan... hvis altså at der overhovedet var kommet en ambulance til at hente os?! Den holdt nemlig uden for lufthavnsbygningen, og havde forstået at vi selv kom derud til... Med en Marie uden kørestol, 4 flasker ilt og 2 tasker (hvoraf den ene indeholdt Maries dyne, som ikke kunne undværes bare den ene nat!) -Nej det tror jeg ikke!! Så vi endte med at tilbageholde et helt fly i 20 min, indtil de fik lokaliseret amulancen og fundet en løsning... I Aalborg var ambulancen der, men redderne måtte ikke løfte Marie ned -det skulle lufthavnenes eget personale... som havde lidt problemer med at finde en løftestol der kunne komme op i flyet -for sådan en lille pige på 28 kg skulle selvfølgelig i stol istedetfor, som de andre gange, at blive løftet af en stærk mand.....
Men det korte af det lange er, at Marie har det så godt og er så stabil at vi har fået lov til at sove hjemme i denne weekend!!
Igår var det Nanna's sidste dag på efterskolen, og det er bare den mest triste dag der findes!! Selv jeg fik våde øjne og klump i halsen et par gange.... og selvom Nanna, som hun selv siger: "er et af de nederen mennesker, der ikke græder" var hun fuldstændig knust! Tror det er godt at de er en stor flok, som skal følges til Nibe festival på onsdag..
Jeg synes, helt egoistisk, at det er skønt at have alle mine dejlige unger hjemme, og jeg har håber vi får en dejlig sommer uden indlæggelser!!
Vores internet herhjemme strejker, og vi har kun et stk mobilt internet som der er rift om, med en Jonatan der spiller Counterstrike og en Nanna der skal have en linie åben til sine elskede Ø.U'er -så jeg har ikke haft en chance for at skrive dagbog, og har iøvrigt slet ikke haft lyst til at spilde dyrebar tid ved pc'en, men nu mens ungerne sov kunne jeg sidde i fred og ro med en kop kaffe og få samlet lidt op på tingene....
Nu er Jonatan og Marie vågne, og jeg tror jeg vil rejse mig og lave brunch til dem, inden jeg kigger ind til Nanna....... Ahhh!! Life is good....

Mandag d. 27/6-2010
Vi havde den skønneste dag derhjemme igår, og Marie spiste rigtig godt....
Vi fik besøg af Onkel Peter og ungerne, og senere kom heldigvis også faster Annette.. Bedste kom også ned til os -og jeg havde lokket Joann med kaffe, så hun kom også et smut! Og så er det jo at jeg skal lære begrænsningens kunst :o) For det blev lige lidt for meget for prinsessen, som endte med at være temmelig kort for hovedet -og det kan jeg godt mærke tricker mig lidt, men det er en balance som vi begge to skal finde ud af..!
Allerede kl 15 blev vi hentet af transporten til sygehuset, og det havde vi bare slet ikke lyst til!! Det var jo sommer og vi havde det bare så godt derhjemme -det kan vi meget hurtigt vænne os til, skal jeg hilse og sige :o) Efter et par timer på sygehuset fik Marie ondt i maven, og endte med at få oxynorm (morfin) 2 gange efter at være blevet undersøgt af en læge... hendes blodtryk endte også med at være ret højt, så det fik hun også ekstra medicin for!! Først efter at hun kastede op, ret sent på aftenen hjalp det... Så kom vi lige lidt ned på jorden igen, og det var ikke så dumt at være på afd. alligevel.. Natten har været god, kun afbrudt af et par blodtryksmålinger, og lige nu ligger Marie og ser Sommersummarum, som hun har glædet sig til i flere uger, mens vi venter på stuegang -hvorefter vi forhåbentlig bliver sendt hjem igen.......
Tirsdag d. 28/6-2010
-og hjem kom vi... Dejligt!!
På afd. lavede Marie ikke andet end at se tv og keeede sig, ligeså snart vi kom inden for døren herhjemme sagde hun: "jeg tænkte om vi ikke kunne smøre nogle sandwich og tage på skovtur?" Jonatan og fætter Kristian var friske og cyklede ned for at handle ind til det, bagefter smurte Marie sandwich til hun var helt øm i armen -og så gik det i samlet flok ned til søerne med tæpper under armen... Det var ret hyggeligt, sku' jeg hilse og sige!
Ellers har alt været stabilt, hun har sovet godt i nat, vi er startet på endnu en pragtfuld sommerdag hjemme (skal sove på afd. i nat, have taget blodprøver imorgen tidlig, og så hjem igen!) og lige nu er vores mest påtrængende problem, at vi ikke kan se Ramasjang.........
Nu rykker Jonatan for at få internetforbindelsen, så han kan nå at spille inden Nanna står op og rykker for at få internettet.... Så jeg viger pladsen og går i bad -i mit eget badeværelse!